Start | Edis og Caminoen

På 800 kilometers vandretur på Caminoen lærte Edis noget vigtigt om sig selv.

Og om alle os andre.

Om & abonner

Det her er ikke historien om at overvinde udfordringer.

Det er historien om at åbne øjnene, kigge op og turde have blind tillid til andre mennesker.

I noget der føltes som 40 graders varme, var Edis blevet sulten. Telefonen blev fisket frem fra lommen, og på Google maps havde han fundet en restaurant, der brystede sig med 4 stjerner. Edis havde vandret et godt stykke op ad dagen, og klokken viste aftensmadstid.

Torvet i den lille by emmede af stemning. Og lyde. Mange lyde. Et springvand rislede, måske det var til højre for Edis? Det kan også have været til venstre for ham. I midten af torvet kunne han høre børnene spille bold, mens forældrene drak kaffe på de mange cafeer, der lå side om side som perler på en snor.

Der hvilede sådan en ro over pladsen, tænkte Edis, men han tænkte også, at han var faret lidt vild. Damen inde i Google Maps, der normalt forklarede, hvor han skulle gå hen med ord á la “om 200 meter drej til højre”, var pludselig blevet stum. Måske hun også var lidt forvirret, som de to nu befandt sig der midt på torvet.

Byen Belorado var kun 10 stop på den 800 km lange vandretur, som Edis havde begivet sig ud på. Det ville blive en lang tur, hvis hver aftensmad på en restaurant skulle være en kamp. Uden sin gps ville det blive svært at finde rundt, men Edis skulle snart opdage, at han slet ikke behøvede den monotone gps-dame.

Midt i virvaret på det spanske torv fandt en lille hånd pludselig Edis’. En lokal, 10-årig dreng havde spottet den søgende mand og var kommet ham til undsætning. Ved siden af drengen var også en lille pige, hvis højde og drøjde indikerede, at hun var omkring seks-syv år. De to børn kunne ikke snakke engelsk, men spansk, fransk og arabisk. De kunne endda lave en form for tegnsprog med deres hænder. Edis kunne kun engelsk og kunne derfor ikke forstå nogle af delene. Som Edis stod der med de lokale børn foran sig tænkte han for sig selv, at det var en køn redelighed.

Den lille pige virkede alligevel nysgerrig på den fremmede mand, og ville gerne vide, hvor hans hus lå. På gebrokkent spansk fik Edis fremstammet, at hans hus lå i Dinamarca, og selvom de to børn måske ikke forstod, hvorfor Edis ikke kunne pege, i hvilken retning han skulle, fik de alligevel hjulpet ham frem til restauranten guidet af Edis’ telefon. Børnene vinkede en tjener over til Edis, hjalp ham med at bestille, og så løb de ud for at lege igen. Men hele tiden fornemmede Edis, at de havde et vandrende blik på ham, for da han var færdig med at spise, kom de igen trissende over til bordet for at høre Edis, om han skulle have mere at spise eller hjælp til at komme videre.

Ikke før eller siden har Edis oplevet noget lignende, som den dag i Belorado på den franske Camino, hvor to små børn lærte ham at tage imod den hjælp, der ofte byder sig. Men for at kunne forstå, hvorfor Edis i første omgang fik brug for børnenes hjælp, skal vi tilbage til Slagelse i starten af

90’erne.

Edis Adilovic er født i Bosnien af bosniske forældre. I 1991 da krigen i hjemlandet brød ud, rejste familien til Danmark gennem FN og landede i den vestsjællandske by Slagelse i 1993. I de første to et halvt år af Edis’ liv var alting legende let. Og lyst. Men da verden pludselig begyndte at sortne for Edis, vidste familien, at noget var galt. Langsomt, men stødt blev Edis’ syn værre, indtil han til sidst blev helt blind. Blind som en nyfødt kattekilling, som Edis skriver om sig selv på sin hjemmeside. Han havde fået en autoimmun sygdom, hvor kroppen angreb Edis' syn. Til sidst var der bare sort.

De fleste, der er født blinde, har ingen reel fornemmelse for rum og har udfordring med at bruge deres kropssprog. For Edis’ er det alligevel som om, at hans hjerne underbevidst husker, at hans øjne engang har kunnet se. Hvis man lukker en blindfødt person ind i et lokale og lukker døren, så har de nok meget svært ved at finde ud igen. Det gælder ikke Edis, hvis andre sanser har arbejdet ekstra effektivt siden han var helt ny i verden. Med sin 3D printer kan Edis mærke og føle, hvordan en bjergkæde ser ud. Balancen fejler heller intet, og med sin blindestok fører han sig selv langsomt frem i verden.

Edis startede i folkeskole på lige vilkår med alle andre og blendede hurtigt ind blandt de seende børn. Faktisk gik det så godt, at han fortsatte i almindeligt gymnasium, flyttede til Odense i 2013 for at starte på universitetet og nu bor hos sin seende kæreste Mathilde i Århus. For Edis har det aldrig rigtig fyldt, det der med at være blind. Når han møder folk, der har behov for at sige, at de er meget mere end deres handicap, så ræsonnerer det ikke hos ham.

Det er ikke fordi, at han ikke har respekt for den måde at håndtere handicappet på, men for Edis gør det ikke noget, at hans blindhed kommer først. Det gør ham heller ikke noget, at være ham, folk genkender som den blinde mand, der gik caminoen. Tværtimod skyldes mange af hans oplevelser og måden at opfatte verden på, at han ikke kan se. I stedet kan han høre og mærke og smage og lugte. Det gjorde han i den grad under et studieophold i New York - byen der aldrig sover.

Det var på Caminoens 800 kilometer, at Edis lærte det vigtigste om livet

Af Julie Franson Frost Andersen

I 2018 rejste Edis til USA’s kulturelle hovedstad. Der skulle ske noget nyt, han ville udfordre sig selv og bevise, at han godt kunne studere i udlandet selvom han var blind. I storbyen var han et helt semester, hvor han lærte at navigere i the hustle and bustle, inden han rejste hjem til Danmark igen. New York er hele tiden enten grønt eller rødt lys. Så kører metroen, så kommer bussen, så er der en der dytter, og så skal man lige passe på den vildfarne cyklist. Alle de indtryk, alt det kaos man hele tiden skal forholde sig til. Så da en bekendt fortalte Edis om hans fantastiske oplevelse om at gå Caminoen, tænkte Edis, at hvis han havde klaret at bo i New York, kunne han også klare 800 kilometer, hvor han bare skulle gå.

Hele sit liv har Edis været sådan en type, der godt kunne lide at bruge sin krop, dyrke sport, presse sig selv. Outdoorlivet havde altid tiltalt ham, og selvom ingen af vennerne kunne overtales til at gå den udfordrende pilgrimsrejse med ham, var beslutningen taget: Edis ville gå caminoen. Med appsene “Komoot”, der er en offline version af Google Maps og “Be My Eyes”, som kan beskrive billede i stor detaljegrad begav Edis sig afsted og startede sin tur i den franske by ved navn Saint-Jean-Pied-de-Port. Snart skulle han dog mærke, hvor vanskeligt det alligevel kunne vise sig at være blind på Caminoen. Men også hvordan hjælpen altid finder én.

Cirka 1500 kilometer over vandets overflade stod Edis nu. Han var stået tidligt op, trukket i vandreskoene og havde svunget tasken bag på ryggen. Den lille bjergby Rabanal del Camino var også kun lige ved at vågne, og Edis vidste, at han havde en lang dag foran sig. Turen ned til den næste by på ruten Ponferrada ville kun gå én vej, og det var nedad. Så Edis vidste, at han skulle i gang nærmest før fanden fik sko på for at nå frem. Rygterne sagde, at man gerne skulle være fremme før kl. 14, fordi temperaturen ellers ville nå ubehagelige grader. I Ponferrada lå der en stor borg, som Edis havde glædet sig til at se. Så i mørket møvede han sig langsomt frem, for lyset behøvede han ikke.

På stierne, der hvert år bliver trådt en smule mere skæve af de omkring 200.000 pilgrimsrejsende fra hele verden, lå der sten. Og ikke bare slå-smut-sten, men ujævne kampsten, som straks satte sig i Edis' knæ, ankler, akillesener og fødder. Udfordrende for den seende mand, men endnu mere udfordrende for sådan en som Edis. Til sidst var der ikke andet for end at skifte spor ud på cykelstien for at prøve at skåne kroppen lidt. Troligt fortsatte Edis nedstigning og placerede det ene ben foran det andet igen og igen.

Edis vidste ikke helt, hvor lang tid han havde gået, da han forsøgte at stoppe den første bil, men kroppen sagde langt. Der var stadigvæk 17 kilometer igen og varmen var ulidelig. Dødsensvarmt tænkte Edis, da han igen forsøgte at stoppe en bil, men forgæves. Det begyndte at blive lidt småfarligt nu, og Edis var træt og udmattet og havde vandret over 400 kilometer på ruten indtil videre. Munden føltes som sandpapir, men Edis havde ikke mere vand. I dag tænker Edis på den strækning som den klart hårdest på hele turen, men også som en tur, der var det hele værd. Men Edis, der gik på den stejle sti, vidste ikke det, da han stod og prajede biler. Udmattet måtte han fortsætte, og da han endelig nåede frem til Ponferrada, havde han vandret i 12-13 timer. Så da han dagen efter skulle videre, kaldte kroppen kraftigt på en taxa, som fragtede ham til byen Villafranca.

Da taxaen trillede frem foran et af de mange herberger i byen, var klokken kun lidt i 12. Normalt kommer det vandrende folk først frem senere hen ad eftermiddagen, men Edis havde tænkt ved sig selv, at en rolig dag var det helt rigtige for ham. Især oven på dødsmarchen dagen forinden. Døren til herberget var lukket, så Edis bankede på og en kvinde lukkede lidt efter op. “Kan jeg få lov til at stille mine ting her?", spurgte Edis. Hans mave knurrede og frokost ude i byen kaldte på ham, men han skulle bare lige have et sted at stille sine ting. Kvinden i døren hed Mercedes og var kromutter på det lille herberg, som hun drev med sine døtre.

Og for hende kunne der slet ikke blive tale om, at trætte, sultne Edis skulle ud og vandre byen tynd for at finde en bid brød. “Jeg har lavet spanske tortillas”, sagde Mercedes, og duften af dem hang i luften. Edis ville ikke være til besvær og forstyrre dem. Sådan en slatten pilgrim skal da ikke forstyrre deres privatliv, tænkte han. Tøvende og affejende, som vi mennesker så ofte er, når nogle tilbyder hjælp, takkede han nej tak til frokosten. Men så sagde Mercedes noget, der skulle vise sig at sætte hele Edis’ Camino-tur i et helt andet lys.

“Jeg ved godt, at du tænker, at jeg sikkert kun inviterer dig ind til mad, fordi du er blind, og vi har ondt af dig. Men hvis du havde heddet Juan eller noget andet, og du havde set lige så træt ud som du gør lige nu, så var du også blevet inviteret med ind og spise”.

Nogenlunde sådan huskede Edis Mercedes’ ord, som om de var brændt ind mellem øjnene på ham. Førhen kunne han være bange for, at folk ville vælge ham enten til eller fra på grund af sin blindhed, når han for eksempel skulle ud på arbejdsmarkedet. Men at få nedbrudt den der indbyggede forudindtagethed så kontant af en spansk kvinde ved navn Mercedes var en kæmpe oplevelse for Edis. En oplevelse som han konstant ønsker at give videre. Hans motto for caminoen endte med at blive “samarbejde skaber succes”. Det endte samtidig også med at blive hans motto for livet og for alle mennesker - tyk, tynd, ung, gammel, seende eller blind.

På 800 kilometers vandretur på Caminoen lærte Edis noget vigtigt om sig selv.

Og om alle os andre.

Det her er ikke historien om at overvinde udfordringer. Det er historien om at åbne øjnene, kigge op og turde have blind tillid til andre mennesker.

​

Det var på Caminoens 800 kilometer, at Edis lærte det vigtigste om livet

Af Julie Franson Frost Andersen

Det her er ikke historien om at overvinde udfordringer.

Det er historien om at åbne øjnene, kigge op og turde have blind tillid til andre mennesker.